Knivstål og klinger
Jeg fremstiller selv alle mine klinger ved “stock removal” metoden. I modsætning til smedning hvor formen på klingen formes i det rødglødende stål, så bruger man ved denne metode stål i en passende dimension og former herefter klingen ved at save profilen med vinkelsliber/båndsav eller ved at slibe formen til på båndsliber. Resten af formen på kniven kan så laves med med fil, sandpapir eller oftest med båndsliber efterfulgt af sandpapir. Der er blandt knivmagere en evig diskussion om stål. Man kan blive meget klogere på knivstål på https://knifesteelnerds.com/
Jeg bruger følgende typer af knivstål:
-
RWL-34 et Svensk pulverstål. Næsten identisk med PMC154 og 154CM fra Amerikanske Crucible, og til Japanske ATS-34. Det er en legering som anvendes i stor udstrækning af knivmagere verden over. Stålet kan opnår høj hårdhed, er efter min erfaring særdeles rustfast og kan gives en virkelig fin finish. Endelig kan det blive rigtig skarpt og æggen har en god holdbarhed.
-
Damasteel. Ligeledes Svensk pulverstål. Det består af legeringerne RWL-34 og PMC-27. De to legeringer er lagt lagvis i meget tynde lag. Efter hærdning og finslibning bliver klingerne ætset i en Jern-chlorid opløsning, og herved fremkommer karakteristiske mønstre ligesom årringe i træ.
-
ELMAX fra Svensk Uddeholm. Det er et pulverstål som er udviklet til plast støbeforme men også er særdeles velegnet til knive. ELMAX er særdeles slidstærkt, hvilket gør at det holder æggen bedre end de fleste andre ståltyper. Det gør også at det er noget mere udfordrende at arbejde i end de øvrige ståltyper nævnt her.
- AEB-L. En “gammel” svensk ståltype udviklet til barberblade og skalpeller. Det er meget stærkt og kan slibes særdeles tyndt uden at æggen knækker. Det kan let slibes utroligt skarpt og er særdeles velegnet til kokkeknive. AEB-L er lettere at bearbejde end de øvrige ståltyper nævnt her.
- D2. En “ældre” type værktøjsstål.
Pulverstål fremstilles ved en højteknologisk proces som giver stålet de bedste egenskaber, ikke mindst en meget fin struktur som gør det særdeles velegnet til knivfremstilling.
Klingerne hærder jeg selv ved opvarmning til typisk 1050 grader, i hærdeovn, og derefter bratkøling mellem 2 tykke aluminiums plader. Efter en tur i fryseren anløbes de i vores køkken ovn. Resultatet af processen kontrolleres med en hårdhedstester. Jeg bruger en gammel AMES hardness tester købt brugt på EBAY. Den er fra 80erne men fungerer upåklageligt, hvilket kan testes med de medfølgende test klodser med kendt hårdhed. Selve testen foregår ved at man presser en diamant konus ned stålet, først med 10 kg. tryk, dernæst med 150 kg. tryk. Hårdheden opgøres efter denne metode i Rockwell (HRC) og er et udtryk for hvor dybt diamanten blev trykket ned i stålet fra det første tryk på 10 kg. til det endelige tryk på 150 kg. Jeg stiler efter en hårdhed på på omkring 59-60 HRC for RWL34 til jagtknive, lidt hårdere til kokkeknive. ELMAX ender ofte omkring 60 HRC. AEB-L ender ofte på 60-61 HRC. Efter hærdning fin slibes klingerne på båndsliber og dernæst i hånden. Klingerne gives en håndtrukken satin finish. Når kniven er helt færdig, og skeden er lavet, slibes æggen først på båndsliberen og dernæst på i hånden japanske vandslibesten.
